Emaljehaven Plads
Sammen med landskabsarkitektfirmaet ADEPT og Københavns Kommune har vi haft fornøjelsen af at have hovedentreprisen på dette projekt og været med til at realisere den nye Emaljehaven Plads i Københavns Nordvestkvarter.
Projektet er en del af Områdefornyelse Bispebjerg Bakke og er blevet til i tæt samarbejde med E/F Emaljehaven, områdets boligforeninger, den lokale arbejdsgruppe, Foreningen Kunstpatruljen og Styregruppen for Områdefornyelse Bispebjerg Bakke.
Dette projekt har været noget helt særligt. Ikke kun på grund af pladsens størrelse og kompleksitet, men også fordi det har handlet om at skabe et byrum, hvor belægning, beplantning, kunst og hverdagsliv går op i en højere enhed. Emaljehaven Plads er gået fra sort og slidt asfalt til et grønt, blomstrende byrum med plads til ophold, fællesskab og liv i området.
På pladsen er der blandt andet etableret ca. 40.000 chaussé- og brosten, mere end 11.000 stauder, buske og træer samt 2.000 blomstrende løg. Samtidig er kunstværket NV-Cirklen, skabt af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang og udført i samarbejde med murerfirmaet Hansen & Andersen der, blevet integreret som en social skulptur med specialtegl og håndtegnede motiver fra lokalområdet.
Emaljehaven Plads har fået et nyt udtryk med mere grønt, flere opholdsmuligheder og integreret kunst. Pladsen er tænkt som et byrum, der kan bruges i hverdagen af både beboere og besøgende — og som kan danne ramme om alt fra små pauser til fælles aktiviteter i lokalområdet.
Vi vil gerne takke ADEPT, Hansen & Andersen, Københavns Kommune, E/F Emaljehaven, områdets boligforeninger og alle de lokale kræfter, der har bidraget til projektet. Det er et stærkt eksempel på, hvad der kan opnås, når mange fagligheder og lokale perspektiver samles om én fælles vision.
Vi glæder os til at se Emaljehaven Plads blive brugt og nydt af lokalområdet i mange år fremover.
Foto og video er produceret af: Jens Panduro